Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Profil

I Bruhns Gård har vi en målsætning om at være nærværende voksne, vi arbejder målrettet på at støtte det enkelte barns udvikling, så barnet bliver rustet til nye udfordringer. Vi skal give barnet passende udfordringer, så det oplever succes og derved får styrket sit selvværd. 

Vi har megen fokus på sprog og har oprettet nogle små  sproggrupper, som giver mulighed for i samarbejde med forældrene at støtte op om den sproglige udvikling. Vi sprogtester alle børn, når de er 3,4 år og igen som 5 -årige. Ved behov testes de også som 4-årige. Vi har et meget godt samarbejde med vores talepædagog. Vi udfylder TRAS på de børn som indstilles til talepædagogisk vurdering. 

Vi er i 2020 blevet certificeret som  SANGGLAD børnehave. Det er i et samarbejde med Sangens Hus, at vi har haft en sangkonsulent tilknyttet, som har "lært" personalet at afholde sangsamlinger sammen med børnene. 

Forældresamarbejde:

Når jeres barn starter i Bruhns Gård inviterer vi jer forældre og jeres barn herud til en rundvisning og snak på dagen barnet starter.  
Vi inviterer til en samtale, når Jeres barn har gået i Bruhns Gård i et stykke tid, og vi giver tilbud om en samtale i forbindelse med skolestart. Man kan  derudover altid bede om en samtale. I er også meget velkomne til at kontakte os telefonisk, hvis I har noget, som I ønsker at drøfte.

Bliver der behov for tværfagligt samarbejde har vi i Guldborgsund kommune et digitalt samtaleværktøj, som hedder GUSA-dialog. 
Målet med en GUSA-dialog er, at have fokus på de løsninger og handlinger, der skaber trivsel for jeres barn. I kan som forældre hele tiden se, hvem der er med, og hvad der sker under dialog forløbet i en GUSA-dialog.

På AULA har i mulighed for at følge med i jeres barns hverdag. Her lægges billeder ud og skrives små tekster. Det er også her, at I får information om sidste nyt.